|
|
|
Flyet til Moskva afgik fra Kastrup kl. 9. Det havde ikke gjort noget, hvis vi havde været forsinket, da der var 9 timers ventetid i Moskva lufthavn, der bare skulle fordrives.
Lufthavnen var ikke så stor, men der var heldigvis nogle butikker og restauranter, så vi havde lidt at give os til. Vi nåede rundt i lufthavnen ca. 15 gange, var inde for at kigge i hver butikker 4-5 gange, og prøvede de fleste restauranter. Der var ikke mange stole i lufthavnen, så hvis man ville sidde ned, var den bedste mulighed at gå på restaurant.
Grundet de manglende stole, lå alle de ventende flypassagerer over det hele. Lufthavnen lignede en by med sovende hjemløse langs alle mure. For ikke at ligge direkte på gulvet, havde de fleste fundet aviser at ligge på. Det fik dem til endnu mere at ligne hjemløse.
Vi fordrev tiden med at se bl.a. reportager om Cambodia samt Simpsons på Honnys nye mobiltelefon. Vi spiste russisk kaviar og læste næsten alle vores rejsebøger.
Forresten, vi var heldige, at vores fly i Moskva ikke var forsinket. I sidste uge havde der været en kæmpe snestorm, uden varsel, der havde lammet flytrafikken i flere timer. Vi mødte et par danske piger, der kunne fortælle denne historie. De havde været en uge i Kasaksthan ( staves det sådan???) for at besøge en veninde, der var geolog hos Maersk. Så de var blevet kørt rundt med privat chauffør hele ugen. Hver udstationerede medarbejder havde bil og egen chauffør til rådighed hele tiden.
|
|
|
|