Om morgenen pakkede vi bilen og fortsatte vores tur nordpå. Vi satte kurs mod Death Valley, hvor det skulle vise sig, at varmen blev meget mere intens, end vi havde regnet med. Vi sørgede for, at tanken var fuld, så vi ikke skulle strande midt ude i Death Valley sammen med gribbene.

Naturen blev hele tiden mere sparsom, jo nærmere vi kom Dødensdal. Undervejs er der viewpoints, hvor du får den mest storslåede udsigt over dalen, men vær opmærksom på, at varmen er ulidelig, og det er meget anstrengende at gå bare et par hundrede meter. Temperaturen nærmer sig 50 grader, hvilket gør det frygtelig ubehageligt at indånde den næsten kogende luft. Det er dog værd at vove sig udenfor bilen et par gange, idet udsigten simpelthen er fantastisk. Klipperne har de flotteste former.

Undervejs oplevede vi flere gange, at vi så vand lige lidt længere fremme, men det var intet andet end et fatamorgana. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan tørstende folk, der er faret vild, har vandret end nu mere i den forkerte retning på grund af deres hallucinationer om vand. Det eneste vand i Dødensdal er Bad Water, men efter navnet at dømme kan det ikke være kildevand, der flyder i denne del af dalen.

Når du når hjertet i dalen er det anbefalet at slukke for ventilationen for, at bilen ikke skal overophede. Det vil sige, at de næste timer tilbringes i en brændende varm bil, hvor det ikke hjælper at åbne vinduerne, idet der så vil strømme endnu mere varm luft ind i bilen. Ergo må man bide varmen i sig og mærke, hvordan sveden hagler af én.

Vi nåede igennem Death Valley i god men varm behold og bestemte os for at blive natten over i en lille by, Bishop, der lå på den anden side af dalen. Vi fandt et rigtig godt og billigt hotel, Starlite, at bo på. Igen var det en ren fornøjelse at hoppe i en kølig pool efter en meget varm og svedende dag.