|
|
|
Vi startede dagen oppe på taget af Maxim i poolen med udsigt udover hele spillebyen. Det var helt utroligt varmt igen, og vi var tørre, næsten inden vi var kommet op af vandet. På trods af varmen var jeg rastløs for at komme ned i kasinoerne igen, og med lidt held fik jeg Mette overtalt til at forlade hendes lille oase.
Vi startede dog ikke med at drikke endnu, selvom vi hele tiden fik tilbudt diverse drinks på alle kasinoerne. Her findes der ingen vinduer og ure, og der er ikke noget klokkeslæt for, hvornår festen begynder igen . Der er gang i den hele tiden. Vi ventede dog med at drikke indtil aften.
Alligevel er det en stor oplevelse bare at se de forskellige kæmpe store spillesteder. De mest fantastiske er New York New York, Venitian, Circus Circus, Flamingo, Hilton, Caesar`s Palads, Mirage, Paris, Treasure Island, Luxor, Aladdin etc.
Det ene er mere imponerende en det andet. Hvert sted er en lille by i sig selv med overdækkede torve og gader, hvor du kan købe alt. Taget er formet i hvælvinger, som er dekorerede akkurat som en himlen. Derfor føles det som at gå udenfor, når du i sandheden bare går rundt indenfor.
Da aftenen begyndte at nærme sig, gik vi hjem og fandt det fine kluns frem. Man skal jo føre sig lidt frem, når man endelig er kommet helt til Las Vegas. Derefter gik vi hen på et rigtig flot kasino, MGM, der tilbød en super lækker buffet. Det kostede 20 dollars. Lidt dyrt, men alle pengene værd. Der var mad fra 5 forskellige lande, så vi kunne vælge imellem seafood, mad fra Mellemøsten, Asien, traditionelt amerikansk mad, pizza og pasta retter. Der var selvfølgelig også kæmpe buffeter med forretter og desserter. Engang imellem kom Aladdin og hans udkårne på besøg, hvor de gik rundt og hilste på alle gæsterne.
Mega mætte gik vi derfra for at begynde vores anden kasinotur, hvor vi igen ville udfordre vores held og se, om det skulle indbringe en ekstra million til tegnebogen. Desværre begyndte heldet at vende lidt. Det vil sige ikke til vores fordel. Mette havde tabt, hver gang hun spillede, men jeg havde haft heldet med mig indtil nu, men det skulle åbenbart ikke fortsætte. Jeg havde dog kun tabt det, jeg havde vundet, så der var ikke gjort store indhak i lommerne endnu. Vi ville dog have lidt for vores penge, så vi bestilte rigeligt med drinks, da de jo var gratis.
|
|
|
|