|
|
|
Efter morgenmaden bestemte vi os for at tage direkte ud til stranden og vente med at se mere af Mombasa by.
Strandene ligger nord eller syd for Mombasa. De er temmelig under-udviklede, hvilket vil sige, at der ikke er store byer med strandpromenade, hoteller og restauranter.
Vi valgte en af de sydlige strande kaldet Diani Beach. Et lille hyggeligt sted med en lille by og enkelte restauranter og barer.
Vi valgte at bo på Marine Divers Village, som drives af tyskere, og her ville det også være muligt at tage med dem ud at dykke. Et dobbeltværelse var lidt dyrt, men det var også rigtigt hyggeligt. Stedet lå direkte ned til stranden, ved siden af den mest populære strandbar samt den hyggeligst grotte-restaurant. Kort sagt vi befandt os i et smørhul :)
Diani Beach er ufattelig smuk. En rigtig bounty strand.
Vi gik en lang tur langs vandet, hvor vi bl.a. kom forbi nogle fine hoteller - all inclusive. Det var faktisk ikke så dyrt, hvis man skulle få lyst til at prøve det engang.
Til frokost tog vi ind til byen, hvor vi spiste på en lille engelsk restaurant, Globen. Ejeren/stedet var lige kommet med i Lonely Planet, så hun var meget begejstret for at læse om sit lille sted i bogen.
Vi havde læst meget om den fantastiske grotte-restaurant, Ali Barbour. Nu var vi jo så heldige at bo lige ved siden af, så vi gik derhen for at kigge. Stedet var helt fantastisk. Restauranten var bygget ind i en grotte, hvor der var åben foroven, så man kunne sidde og kigge på stjernerne, mens man spiste. Væggene var rå sten/klippe, hvor der groede mos og andre planter på. Vi var så heldige at reservere det sidste bord til om aftenen.
Vi gik hjem, tog bad og gjorde os klar til at tage hen på Ali Barbour. Da vi var færdige, var det blevet mørkt. Men da restauranten lå lige ved siden af det sted, hvor vi boede, måtte vi godt gå derhen. Ellers er det også strengt forbudt her, det er simpelthen for farligt.
På vej hen til restauranten passerede vi også flere vagter - nogle var endda masai krigere.
Vi fik nok et af restaurantens bedste borde med udsigt til den flotte stjernehimmel. Hvis vi skulle være så uheldige, at det begyndte at regne, kunne restauranten trække et taget hen over.
Maden smagte rigtig godt. Vinen blev serveret i en cooler. Desserten blev anrettet på vores bord med ild og det hele. Vi blev simpelthen rigtig forkælede. I forhold til kenyanske forhold var det et dyrt restaurantbesøg - 5000 shillings.
Godt mætte gik vi det korte stykke ned til stranden, hvor den populære åbne strandbar, 40 Tyve, lå. Der var en svag vind igennem baren, mens vi sad og nød drinks:)
|
|
|
|