Las Vegas, USA: Hypnoseshow i Las Vegas 
  Tirsdag den. 26-06-2001

Nu skete det...vi ankom til Las Vegas, som også er et af verdens vidundere i nogle øjne. Flere kilometer før byen, poppede reklameskilte op for alverdens hoteller, restauranter og kasinoer op i siden af vejen. Vi ville forsøge at finde et af de bedre hoteller, der tilbyder rabat i hverdagene. Man kan finde helt utrolige billige luksus hoteller udenfor weekenden.

Las Vegas var overvældende, så vi orkede ikke at lede i længere tid efter disse knaldtilbud. Vi fik Maxim anbefalet, som ligger på en sidegade til "the Strip" med alle de berømte kasinoer. Vi fik et rigtig godt værelse med udsigt udover spillebyen og en spytklat fra gaden, hvor alt kunne ske. Ville vi køre herfra mega rige eller ludfattige?

Den første aften kom vi ikke langt væk fra vores hotel, inden noget havde fået vores opmærksomhed...hypnose show. Vi faldt i snak med hypnotisørens kæreste, som lovede os et kanon show. Hun var også så flink at få os ind til halvpris. Vi skulle sidde ved hendes bord, der havde perfekt udsigt. Det er muligt at prutte i Las Vegas, hvis du er charmerende, så vi smurte tykt på.

Mette ville prøve at blive hypnotiseret af Dr. Naughty, så hun sprang op på scenen, da hypnotisøren henvendte sig til publikummet for at høre, om der var nogle interesserede. De interesserede af gæsterne blev placeret i en halvcirkel oppe på scenen, hvorefter hypnotisøren gik i gang. Jeg syntes, at de alle så meget hypnotiseret ud, men Mette fortalte senere, hvilke tricks han havde brugt for at skabe en illusion om, at han rent faktisk havde os alle i sin magt.

Han kiggede dem alle dybt dybt i øjnene, og bad dem om at sidde med åben mund, hvilket jo heller ikke gør, at de så særlige fornuftige ud. Når de skulle sove, trak han dem så hårdt i armen, at de ikke kunne undgå at vælte til siden. Jeg spurgte Mette om, hvorfor hun gjorde det, når hun ikke følte sig hypnotiseret. Grunden var, at alle de andre gjorde det, og hun ville jo gerne prøve at være hypnotiseret, så hun fulgte alle hans instrukser.

På et tidspunkt skulle de vågne op og være skide pisse fulde. Hypnotisøren udvalgte en dame, der så ud til at være meget i hans magt. Hun vaklede rundt på benene, hvorfor han måtte støtte hende. De hypnotiserede kunne se bagfra, at han holdt så godt fast i hende at hun ikke kunne undgå at gnide sig opad ham. Men hun havde i for vejen opført sig som en hund i løbetiden, så hun var sikkert bare smigret over al den opmærksomhed, hun pludselig fik.

Til allersidst skulle de alle sammen vågne op og være 9-års børn, der havde fødselsdag. Alle fik en hat på, et truthorn og en gave, men husk lige at showet hedder Dr. Naughty, så de fik alle dildoer, lolitaer, piske og andre sex ting. Hvorefter de skulle danse rundt med deres gave oppe på scenen. Igen sagde Mette, at grunden til, at hun dansede rundt oppe på scenen med en mega tissemand i hånden, var, at alle de andre gjorde det. Hun følte ikke, at det var flovt, når hun ikke gjorde det alene.

Det skal lige siges, at enkelte rent faktisk blev hypnotiseret. De lavede stripshow oppe på scenen, råbte hver gang han sagde ét bestemt ord og troede, at der var rotter på gulvet. Måske blev Mette ikke hypnotiseret, fordi seancen foregik på et meget hurtigt engelsk, hvor hun måtte koncentrere sig for at forstå hans instrukser. Man skal jo helst være afslappet og bare lade hans ord flyde ind i underbevidstheden. Men faktum var, at Mette var lige så frisk bagefter som efter en 14 timers nattesøvn, præcis som hypnotisøren lovede, så måske havde hun alligevel været lidt i hans magt?

Friske var vi i hvert fald, da vi begav os ud på vores første kasino-race. Jeg startede med at vinde en del penge, men kunne jeg holde det resten af vores besøg i Las Vegas?

Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god
(forrige dag)    (næste dag)