Efter morgenmaden drog vi omkring klokken 08.30 ned ad bjerget i en rasende fart. Da vi nåede Mandara Hut i 2700 meter holdt vi en pause, og jeg gav min guide en cola, inden vi drog videre ned af bjerget. Hen på eftermiddagen nåede vi Marangu Gate. Men da vi nåede frem, kunne jeg mærke en ustyrlig smerte i benene.

Hele turen havde mine ben været perfekte, men nu kunne jeg nærmest ikke gå. Jeg fandt senere ud af, at hvis man kommer alt for hurtigt ned af bjerget, kan ens ben ikke følge med forandringen i nedstigningen, og derfor er det meget naturligt at have ondt. En information guiden godt kunne have fortalt mig, da han ikke fortalte at tempoet skulle være mindre.

Det er nærmest obligatorisk at give drikkepenge til guide og bærere. Så jeg gav min guide 100 dollars, som han måtte fordele ud. Jeg tror, de var nogenlunde tilfredse med det. Desuden havde jeg også lovet, at han kunne få min trekking-stav efter trekket, og det løfte holdt jeg!

Jeg blev herefter kørt ind på Prince Masais hovedkontor, hvor Martha ventede. Først ville hun have, at jeg skulle på samme hotel, som da jeg ankom, men jeg insisterede på Keys Annex Hotel Moshi, som var aftalt på forhånd, og sådan blev det.

Efter aftensmaden lagde jeg mig op på værelset, og øjnene klappede allerede i omkring kl 21...

Giv din Vurdéring af artiklen :

dårlig

god