Kl 06.30 skulle jeg op. Inden for de næste 24 timer kunne jeg stå på Afrikas tag. Først skulle vi op i omkring 4800 meters højde. Derefter skulle vi ved midnatstid fra 4800 op i 5650 til Gilmans Point (som også er en officiel top). Hvis modet var der, kunne man gå 1 1/2 time ekstra op til 5850, som er den absolutte top og Afrikas tag.

Jeg var klar og følte, at dette ville ske! Andre virkede mere hærgede, men jeg var helt uden hovedpine.

Efter morgenmaden fulgtes jeg med 2 englændere på vejen derop, og de var utrolig flinke. Vi snakkede lystigt, og de havde også en god kampgejst. Vi var de første ude af starthullerne og gik i et ekstremt langsomt tempo. Alle mine kontrolregler blev fulgt til prikke, intet var overladt til tilfældighederne. Nu var der så bare spørgsmålet tilbage, hvordan min krop mon ville reagere i disse ekstreme højder.

Jeg havde valgt ikke at tage Diamax, som mange andre gjorde. Det er et medicinsk produkt, som hjælper kroppen med hurtigere at vænne sig til højderne. Der er folk, der synes det både er godt og skidt, men jeg ønsker ikke tage et sådant produkt, der også kan have nogle fatale bivirkninger.

Efter nogle timer nåede vi op i 4300 meter, hvor vi holdt middagspause. Humøret var virkeligt hojt. Lige pludselig kom min ven fra Hong Kong ude på stien, han var på vej ned. Jeg råbte til ham, "how did it go?", og straks kom han over til mig med et kæmpe smil på læberne, gav mig et kæmpe knus og sagde "I did it, i did it, man!". Jeg var meget glad på hans vegne, han nåede op på toppen af Afrika. Han fortalte, at netop fra dette punkt skulle jeg passe på, da hans kæreste havde måttet opgive ved Kibo Hut pga højdesyge.

Efter middagspausen gik vi videre. Jeg kunne begynde at mærke en mindre hovedpine, og gik derfor endnu langsommere sammen med englænderne. Som de allersidst nåede vi Kibo Hut i 4800 meters højde, men desværre med en forværret hovedpine. Hovedpinen tog til og blev kraftig. Jeg prøvede at gå på toilet men måtte erkende, at min motorik ikke var den bedste, da jeg slingrede noget der ud. Utroligt, bare på 500 meter var situationen fuldstændig ændret. Jeg prøvede at sove lidt, men efter en times tid vurderede jeg selv, at jeg MÅTTE ned. Jeg følte mig absolut ikke ved mine fulde fem og var nok en af dem, der var værst medtaget.

Min guide prøvede at presse mig til at blive, da det virkede som om, hans job nærmest afhang af, hvor mange han fik op! Men jeg ville ned nu, og vi drog derfor ned (slingrende) i nattemørket mod Horombo hut (3700 meter). Jeg havde stadig stor hovedpine på vej ned, og den forsvandt først omkring Horombo hut. Jeg måtte indrømme, at jeg kneb et par tårer på vej ned af bjerget. SATANS også, det har været et stort mål for mig at stå på Afrikas tag, men nej, ikke denne gang. Men jeg følte, at min beslutning var korrekt, og min guide måtte indrømme dagen efter, at det nok ville have været yderst farligt for mig at fortsætte.

Vi ankom sent til Homrombo Hut, hvor jeg blev indlogeret på en sovesal med 12 andre. Her mødte jeg englænderne igen, hvor jeg fortalte om min skæbne. De syntes også, at det var en god beslutning, jeg tog. Jeg ønsker på ingen måde at risikere mit liv, jeg har så meget at leve for, og så mange andre store oplevelser venter forude.