|
|
|
Endelig fremme! Selvom jeg må sige, at det ikke var så slem en tur endda. Sæderne kunne dog ikke lægges helt ned, men vi havde rigtig god benplads. Vi fik også serveret aftensmad - kylling med kartoffelmos eller oksefilet med ris samt frugtsalat til dessert. Der var dog heller ikke vin om bord men pepsi ;o)
Det bedste var dog, at det viste sig, at turen kun tog 16 timer, så nu er vi endelig fremme og har fundet et godt hotel med pool.
Puerto Iguazu er en stor turistby, men det gør ikke noget, da det betyder flere hoteller, butikker, restauranter og rejsebureauer, så man skal ikke lede længe efter noget.
Det er temmelig varmt heroppe, så vi får lige lov til at svede en del på den sidste del af vores rejse :)
Efter at have tjekke byen ud, de gode restauranter til om aftenen og booket en tur til vandfaldet i morgen, tog vi tilbage til vores hotel for at slappe af ved poolen og på vores værelse, som har aircondition, der blev skruet op på højeste gear.
Da det begyndte at blive mørkt, faldt temperaturen, så det var en perfekt aften at spise udenfor i. Inden vi bestemte os for en restaurant, kom vi forbi en herretøjsbutik, hvor Honny endte med at købe et par bukser og en skjorte - ca. 200 pesos.
Da det rene tøj nogle gange er i bund, forlod han butikken iført sit nye tøj. Der gik dog ikke mange minutter, før han måtte ind og skifte til T-shirt og shorts igen grundet varmen.
Som før nævnt er denne by en stor turistby, hvorfor der også er flere gadesælgere. Så da vi sad og spiste, kom en mand og tilbød at lave vores ansigter i ler på kun 20 min....så nu er Honnys ansigt blevet foreviget.
|
|
|
|