|
|
|
Vi vågnede ved, at regnen trommede ned på taget og vores airconditionbox, som sidder udenfor på muren. Det lød som om, at vi lå inde i en tønde, som regnen buldrede højlydt løs på. Tordenvejret betød, at vi var uden strøm hele morgenen og formiddagen.
Vi er blevet boende på det samme hotel, Viena til 75 pesos inkl. god morgenmadsbuffet, som da vi kom, da det er dejligt at bo lidt bedre og renere :o) Det ligger også dejligt centralt placeret i forhold til barer, storcenter og restauranter.
Ved middagstid tog vi ind for se en film i biografen i storcentret, hvor alle butikkerne havde åben, selvom det var søndag. Vi så den nye film med Jodie Foster kaldet Flightplan. En billet var helt utrolig billig - kun 5,25 pesos :o)
Efter ren afslapning i biografens mørke fandt vi en internet cafe, så vi kunne få sat nogle billeder ind på hjemmesiden og få tømt flashkortene. Dette arbejde stod Honny for, så jeg gik tilbage til centret for at ose og shoppe :o)
Cordoba er kendt for deres weekendmarked, som starter kl. 17 og slutter kl. 22. Markedet var fyldt med kunstnere, der ville sælge deres håndværk. Eksempelvis Mate krus, malerier, tøj, smykker etc. Der var selvfølgelig også boder med antikviteter og genbrug, som er et stort hit hernede :o) Vi købte to små malerier, der forstillede gamle hulemalerier.
Vi er ved at komme ind i den argentinske rytme med at spise efter kl. 21 og helst først kl. 22. Det er så dejligt sikkert at færdes her, så vi gik ned til bargaden, hvor vi også håbede at finde en restaurant. Vi valgte et lille pizzeria, hvor vi kunne sidde udenfor og spise. Desværre var tjeneren ikke den hurtigste, så vi fik ikke vores store pizza til kun 20 pesos før kl. 23 :o)
Vi er også ved at finde os til rette med, at det er ok, at fattige folk kommer hen og beder om det sidste mad på ens tallerken, hvis man ikke kan spise op. De går rundt med en lille pose og skraber rester af mad ned i den. Godt nok har vi ikke set sa mange fattige her, men der vil jo nok alligevel altid være nogle stykker, der har brug for hjælp.
|
|