|
|
|
Vi siger det altid: "I dag skal vi ikke gå ret langt". Hver gang ender vi alligevel med at gå ca. 10 kilometer. Vi skulle bare et lille smut ind til centrum for at kigge på butikker, da de helt ekstraordinært skulle have åben på en søndag. Det viste sig dog at være en lille overdrivelse, da rigtig mange steder havde lukket. I stedet var der marked i alle gågaderne. Der var antikke ting, nye ting, tøj, mad etc.
Efter at have vandret gågaderne tynde, stod vi pludselig næsten for foden af Cristubal. En statue af Jomfru Maria er placeret på toppen af et bjerg, så hun kan kigge over hele byen. Der så ikke ud til at være langt hen til hende, så vi bestemte os for at gå i stedet for at tage en taxi.
En beslutning der betød endnu flere kilometer i skoene :o) Vi slap for at gå op ad bjerget, da man kunne tage en cable car. For 2.300 pesos (25 kr) fik man billet til cable car og svævebane ned ad bjerget på den anden side. Flere ivrige turister tog dog turen på cykel op ad bjerget - puhh godt det ikke var os :o)
Om aftenen havde vi en aftale med en dansk pige, som vi havde mødt på vores hostel. Vi havde planlagt at ture lidt rundt i byen, først på restaurant og dernæst på diverse barer i Bellavista, som også skulle være et godt gå-i-byen-område.
Desværre viste det sig pludseligt, at Louise, den danske pige, havde mistet eller fået hugget alle sine penge. Hun kunne ikke sige, om de var forsvundet fra hende på gaden eller fra hostellet, så der var desværre ikke meget erstatning at få.
Vi bestemte os for at tage ud i byen selv, da vi jo kun har få dage i Chile og meget, der skal ses. Louise blev tilbage, da tabet af pengene betød et hul i hendes budget og mistet festlyst. Hun kunne nu sagtens klare sig og havde ikke brug for at låne penge af os.
En reklame omtalte en restaurant, der skulle ligge i Bellavista, så der ville vi gerne hen, da det var nemt at tage videre på barer, som skulle ligge tæt i hele området. Reklamen havde dog talt over sig, da det viste sig, at vi endte meeeget langt fra Bellavista.
Op på hesten igen eller i det her tilfælde ned i metroen og hen til det rigtige område.
Endelig fandt vi Bellavista og en god restaurant, hvor vi fik rigtig god mad og en kæmpe kande med sangria og tusindvis af jordbær i. Der var faktisk så meget, at vi delte det sidste med nabobordet :o)
|
|
|
|