|
|
|
Næste morgen havde Jan det heldigvis meget bedre, så vi ville af sted med det samme, da det aldrig er særligt sjovt at være på hospital.
Det tog os noget tid at få fat i lægen, der skulle bekræfte, at hans prøver var i orden. Denne gang var der ikke noget grønt eller blod i urinen, så vi tog af sted for at se Taj Mahal.
Hospitalsopholdet kostede 3600 rs. På vej ud derfra blev vi fulgt af fremmede sygeplejersker, der lige ville se, om de kunne få nogle drikkepenge, selvom de slet ikke havde haft noget at gøre med os - de havde bare hørt, at vi var der.
Vi kunne ikke tage vores bagage med hen for at se Taj Mahal, da der er streng overvågning og gennemsøgning af alt, hvad man tager med ind, så vi tog hen på Turists Rest Guesthouse, hvor vi havde overnattet den første aften i byen. Her fik vi opmagasineret vores bagage, mens vi så Taj Mahal.
Denne seværdighed behøver vist ikke yderligere introduktion. Entreen var 750 rs pr. person. Overalt var der guider, der tilbød deres hjalp. Vi troede lige, at vi havde fundet en, der talte dansk, da der stod Danish på hans skjorte, men det var desværre kun hans navn :)
Taj Mahal er rigtig flot, og haven, der ligger rundt om, er også rigtig flot med masser af blomster og springvand.
Efter at have set Taj Mahal satte vi os i haven for at slappe af. Det var dejligt at nyden solen og sidde lidt i fred fra alle de handlende.
Vi ville videre til Delhi i dag, så vi tog ind til togstationen, hvor vi desværre fandt ud af, at toget ville tage 6 timer. Det hurtige tog gik først klokken 20:30, og det ville nå Delhi på 2 timer. Det ville vi ikke vente på, så da vi mødte et indisk lægepar, der ville dele en privat bil, 2000 rs for 200 km på 3 1/2 time, slog vi til. Manden hed Dr Prakash og foretog scanninger, og konen var ENT læge.
Pa turen til Delhi havde vi rig mulighed til at spørge, om den medicin, Jan havde fået på hospitalet, var den rigtige. Derudover fik vi også spurgt om alt det, der undrer os. Vi fik bekræftet, at det er meget normalt med køer, fodgængere, cyklister og busstoppesteder midt på en high way.
Disse veje er jo ikke helt, hvad vi forventer os af en high way, og det er også derfor, at det tager så lang tid at komme frem, da bilerne ikke kan køre stærkt. De hele tiden skal tage højde for alle forhindringerne :)
Da vi nåede Delhi, blev vores første indtryk af byen noget overraskende. Da vi holdte for rødt, kom en pige hen til bilen og bankede på ruden. Vi kiggede ud og var lige ved at besvime begge to. Udenfor stod der en pige, der havde fået amputeret den ene hånd. En beskidt og blodig bandage dækkede for såret.
De andre i bilen tog det helt roligt. De fortalte, at det var en falsk bandage, falsk blod sikkert fra en kylling, og pigen var bare en god skuespiler. Dette var altså bare endnu en måde at tigge penge fra folk.
De kunne også bekræfte, at en del af tiggeriet i Indien er organiseret.
Vi indlogerede os på Janpath Guesthouse, 650 rs, efter at have sat det indiske lægepar af ved deres hus. Vi fik deres nummer, så vi kune ringe, hvis vi skulle få brug for mere lægehjælp.
Jan har det fortsat bedre, men han er på streng diæt, hvorfor vi spiste aftensmad på et fint 5 stjernet hotel. Her håbede vi, at maden ville være hygiejnisk og god.
Vi faldt i snak med nabobordet, hvor der sad et amerikansk par. Hun var designer og var på udkig efter nye leverandører.
Da vi havde spist, gik vi op til receptionen for at høre, hvor meget det koster at bo sådan et sted. Der var dog fuldt booket, men en overnatning ville koste 250 USD - ahh nej tak en anden god gang :)
Tilbage på vores hotel igen, opdagede vi, at der ingen eller næsten ingen madras var i sengen - hård som sten. Vi måtte ned i receptionen for at låne en ekstra madras og tæpper, så vi kune sove :)
Rejsetip - Generelt |
Skandinavisk hjælp: Hvis du er fra et skandinavisk land og har brug for nogle gode råd i Delhi, eks. hvad du kan lave i byen. Så tag hen til Jysk Rejsebureau, 2th etage Kapco Chambers, 5A Shankar Market, Connaught Place. Her sidder der skandinavisk talende personale, der glædeligt deler gratis råd ud. Du kan også book ture her! |
|
|
|
|