|
|
|
Vi var gået glade og mætte i seng, men ved midnatstid vågnede Jan op med en frygtelig kvalme. Det endte med, at han måtte løbe i pendulfart frem og tilbage mellem sengen og toilettet hele natten.
Han havde fået sig en god omgang madforgiftning, der resulterede i opkast og diarre. Vi prøvede at regne ud, hvor han kunne have spist noget dårlig mad. Der var kun 2 muligheder: Vores hotel eller Shariton.
Vi ringede til Gauda for at spørge hvilket hospital eller lægeklinik, vi skulle tage hen på. Vi fik oplyst tre lægeklinikker i Agra, som de havde fået gode anbefalinger på fra andre turister. Vi valgte at tage hen til Dr Sodhi, som boede tættest på.
Jan blev straks indlagt med drop, så han ikke skulle tabe mere væske. Der blev også taget en urinprøve og en blodprøve, som vi ville få resultatet af senere samme dag. Lægen var forhåbningsfuld og sagde, at han troede, at vi kunne tage derfra senere på dagen.
Da vi fik resultatet af prøverne, var lægen meget alvorlig, da han sagde, at de ikke så gode ud. Der var blod i urinen, og den var grøn??? Vi fandt aldrig ud af, hvad det grønne var.
Jeg tog tilbage til hotellet for at tjekke ud og få vores bagage med, da jeg også ville sove på klinikken.
På vejen frem og tilbage mellem hotellet og klinikken mærkede jeg for første gang, hvordan indiske mand kan være nærgående og direkte uvenlige. Jeg blev mødt at tilråb, folk fulgte efter mig og en spyttede på mig.
Vi har senere fået at vide, at andre turister også har kunnet mærke en ændring i indernes sind, jo længere de kom væk fra Rajasthan. Folk er generelt blevet mere aggressive og nærgående. Kvindelige rejsende har følt sig meget chikanerede. Man skal dog stadig huske på, at der er mange indere, der tager stor afstand fra en sådan opførsel.
Da jeg kom tilbage på hotellet efter vores bagage, spurgte de, hvilket sted vi havde søgt lægehjælp. Da jeg sagde Dr Sodhi, kunne receptionisten fortælle, at denne læge ikke var helt ærlig. Han havde tendens til at trække behandlingen i langdrag og kræve høj betaling.
Vi vidste ikke hvem, vi skulle stole på, så vi besluttede at ringe til Pradeep, en ven fra arbejde, der er inder og bosat i Indien. Han havde en ven i Agra, der anbefalede Pushpanjali Hospital. Vi stak en stor fed løgn for at komme væk fra lægeklinikken.
Klinikken var egentlig også beskidt, og vi var de eneste, der var der. Der kom heller ikke flere patienter i løbet af dagen - mærkeligt. Grundet Gaudas anbefaling af stedet, havde vi troet på, at det var et OK sted at søge behandling.
Dr Sodhi ville ikke have betaling fra os, det ville han ordne med Gauda. Lidt mærkeligt, så vi fortalte Gauda, hvor lang tid vi præcis var der. Vi har også rådet dem til ikke at sende flere derhen.
Endelig fremme ved hospitalet blev Jan indlagt igen på privat stue, så jeg også kunne overnatte. Han fik lagt drop og taget nye prøver.
Det var lidt forvirrende at være på hospitalet, da der hele tiden var så mange forskellige sygeplejersker, der alle stod og diskuterede højlydt inde på vores stuen. Andre patienter og deres pårørende kom hele tiden forbi for at kigge på os. Til sidst måtte vi bede alle folk om at gå, så vi kunne få noget fred.
Rejsetip - Sygdomme |
Klinikker: Hvis du bliver syg i Agra skal du være meget påpasselig med hvilken klinik du tager hen til. Vores forsikring i Danmark anbefalede Darshpreet Poly Clinic and Nursing home, Dr. Sohdi, 281-283, Naulakha Bazar, Arga. Tag ALDRIG hen til denne klinik, han gør dig bevist mere syg end du var i forvejen. Der er en klinik overfor der er lige så slem! |
|
|