|
|
|
Vi havde pakket en lille taske med skiftetøj dagen forinden, så vi skulle ikke stå så tidligt op.
Klokken 8 blev vi hentet fra hotellet i jeep. Varmen er ikke nået helt til Rajasthan endnu, så det var temmelig koldt at køre i åben jeep. Vi havde lånt nogle tæpper fra hotellet, så vi bedre kunne holde varmen. Om natten er der ca. 10 grader, så det er koldt for selv en dansker :)
Pa vejen ud til kamelerne, der ventede på os længere ude i ørkenen, så vi et jain tempel og en begravelsesplads for 104 konger. Meget flotte steder, men vores chauffør var desværre ikke så god til engelsk, så det eneste han kunne fortalle os, om stederne var deres navne.
Ved et af de steder vi stoppede ved, faldt vi i snak med en indisk pige, som viste os hendes hjem. Vi tog nogle billeder af hendes familie, hvorefter vi fik deres adresse, så vi kan sende kopier til dem.
Klokken 10 var vi endelig fremme ved kamelerne, hvilket var det, vi havde siddet og glædet os til hele morgenen.
Vores guide hed Salim, og han havde fået gode anbefalinger i gæstebogen på vores hotel. Han viste sig også at være rigtig dygtig, og han sørgede godt for os.
Vel oppe på kamelerne drog vi ud i ørkenen. Det var fedt at sidde højt oppe og nyde udsigten. Kamelerne var meget velopdragne og så ud til at blive passet godt på. De var mellem 4 og 7 år.
Efter ca. 1 time nåede vi op til en lille brønd, der lå midt ude i ørkenen. Her skulle vi have vand i dunke, der skulle bruges til madlavningen - frokost.
Frokosten blev holdt i skyggen af et træ, hvor der ikke gik lang tid, før vi pludselig havde fået besøg af får - overalt. En hyrde gik og passede sine får ude i ørkenen, så de kunne finde lidt tørt men gratis græs og buske at spise.
Vores frokost bestod af grøntsager og chapati brød lavet over et bål. Det var stærkt men rigtig godt.
Inden Salim havde lavet frokost til os, havde han sadlet kamelerne af og bundet deres forben sammen, så de kunne gå lidt rundt og finde noget at spise - uden at gå for langt væk.
Efter frokost hvilede vi os i solen, der var blevet temmelig varmt.
Selvom kamelerne havde forbenene bundet sammen, var de kommet et godt stykke væk. No worries, Salim gik ud for at finde dem, så vi kunne komme videre.
Vi var ved at være erfarne kamelriddere så efter at have set Royal sand dunes, som er en stor sandkasse, præcis som ørkenen ofte vises på film, travede vi det sidste stykke til lejren, hvor vi skulle overnatte.
Trav er slet ikke så svært på en kamel, så vi strøg igennem den sidste del af ørkenen til lejren i frisk lunte trav :)
Efter mange timer i sadlen var det godt at komme ned og strække benene. Vi fik tildelt et lille luksus telt med toilet i et lille sidetelt. Det vil sige, godt nok var der stillet et dejligt porcelæns-toilet op, men det fungerede ikke helt optimalt. Der kom vand ud forneden, hvor der normalt ikke burde komme noget ud. Men hvad kan man forlange ude i ørkenen :)
Det bedste var næsten at se vores senge med en masse dejlige varme tæpper, så vi forhåbentlig kunne holde varmen om natten.
Inden aftensmaden blev serveret, var der underholding med musik og mavedans. Vi sad godt pakket ind i tæpper, så vi kunne holde varmen under den kølige stjernehimmel.
Der var også et andet par, et indisk par, der skulle overnatte i lejren. De ville gerne snakke, men deres engelsk var meget dårligt, så samtalen var temmelig uforstående nogle gange :)
En lang dag på ryggen af en kamel havde taget på kræfterne, å vi gik tidligt i seng. Klokken 21 lå vi tæt under en masse tæpper for at holde varmen.
|
|
|
|