Vores værelse vender heldigvis ikke ud mod gaden, så vi kan sove i fred fra alle lydene.

En ting kan vi dog ikke helt slippe for...om morgenen ved ca 8 tiden er det åbenbart tid for duer til at spise. De går helt amok og flyver flere gange mod ruden, det lyder lidt voldsomt :)

I går da vi var nede ved Gateway of India, mødte vi en mand, som tilbød en rimelig billig by-rundtur, så vi gik derned igen. Vi havde ikke gået langt, før han stod der igen.

En rundtur på 3 timer i bil med engelsk-talende chauffør kostede 800 rs i alt. Det var rigtig spændende, da vi nu fik mulighed for at spørge om alt muligt.

Vi så et indisk vaskeri. Det er kun de rigeste i Indien, der har vaskemaskiner, så middelklassen, hoteller, restauranter etc kommer med deres vasketøj her på vaskeriet.

Der er muret store kar op på lange rækker, hvor mænd - kun mænd- står og sæber tøj ind, skrubber, skyller og slår vandet ud af tøjet igen. Det er hårdt arbejde og i 8 timer hverdag, står de under den bagende sol og vasker tøj.

På vores by-rundtur kom vi også forbi et jain tempel, en sidegren til buddhismen, som især er udbredt blandt de mere velstående i Indien. Vi så også de hængende haver, en lille fiskerlandsby, der lå inde i Bombay by, Ghandis hus samt Stilhedens tårne, hvor parserne ligger deres døde hen. Iht. deres tro må de ikke begrave eller brænde de døde, da de ikke må forurene jord, vand eller ild. I stedet ligges de døde i Stilhedens tårne, der kan rumme 2 døde af gangen. Her ligger kroppene til de er rådnet væk eller spist af gribbene, som sværmede rundt i store flokke om tårnene, addd :)

Nu da vi havde fat i en god engelsk talende inder, benyttede vi også chancen til at få fat i nogle flybilletter til Udaipur i Rajasthan, som vi vil flyve til på tirsdag. Det er for langt væk til at tage toget, og en indenrigsflybillet er ikke speciel dyr...$110 pr person. Det eneste minus er, at flyet afgår om morgenen klokken 05:50.

Tilbage i vores lille backpacker-kvarter igen, Colaba, hvor vi bor, kom en indisk mand fra et castingbureau hen til os. Ofte er der brug for europæiske statister til reklamer eller film, hvorfor spejdere fra forskellige castingbureauer går rundt i backpacker-kvarteret for at finde turister. Denne mand havde brug for en europæisk pige til en reklame, og han ville betale 1000 rs. Vi tænkte, at det kunne være en meget sjov oplevelse, så vi sagde ja til at mødes med ham senere.

Der var en lille halv time til, vi skulle mødes med den indiske casting-spejder, Winston, så vi gik lidt rundt i kvarteret for at fordrive tiden. Vi havde dog ikke gået mere end 2 minutter, før en fransk pige stoppede os og fortalte, at hun var ude for at lede efter europæiske piger, der ville være vært ved et indisk bryllup. Vi havde desværre lige sagt ja til at mødes med den anden spejder, så vi måtte sige nej.

Da den halve time var gået, mødtes vi med Winston igen, der fortalte, at castingen skulle foregå i den anden ende af byen, så vi skulle med tog. Desværre må mænd og kvinder ikke rejse sammen, så vi blev sat ind i hver vores kupe. Det var en meget interessant tur, da vi nu fik endnu mere lejlighed til at se mere af landet, der føg forbi vinduerne.

Endelig fremme ved stedet hvor vi skulle mødes med castingbureauet, blev vi vist hen til en cafe, hvor der også sad og ventede en anden pige, fra Rusland, som Winston også havde fundet i Colaba, backpacker-kvarteret.

Vi måtte vente i lang tid, før de havde bestemt sig for, hvem de ville bruge. Den russiske pige blev valgt til reklamen, men de fortalte, at de havde en mere reklame, hvor de også skulle bruge en lys-pige, så jeg skulle ringe dagen efter.

På vej tilbage til vores hotel kom vi forbi Fashion Street, hvor vi stoppede for at shoppe. Ca. 1 km kun med tøj, sko og smykker. Efter hård forhandling gik vi derfra med T-shirts, toppe, skjorter, bukser og et par sko. Det billigste kostede ca. 60 rs, og det dyreste ca. 240 rs.

Langt om længe var vi tilbage igen på vores hotel, hvor vi tog et hurtigt bad, før vi gik ned for at spise aftensmad. Vi skulle fejre, at vi havde 50 måneder jubilæum (4 år og 2 mdr):)

Vi valgte at spise på Mondegar Cafe. Der var kun plads i aircondition-afdelingen, hvilket kostede 10% ekstra, men vi tog bordet. Selvom alting skulle være dyrere i Bombay end resten af landet, synes vi alligevel, at regningen var lille. 1 forret, 2 hovedretter, 1 vand, 1 lille øl, 1 stor øl, 3 Bacardi Breezers kostede kun ca. 800 rs.

Bagefter gik vi ned på en bar, hvor vi faldt i snak med en tysk/italiensk pige og en canadisk fyr. Hun boede i Bombay, mens hun gjorde sit studie - journalisme - færdigt. Han var fisker og fiskede alt det, han måtte iht. loven på 6 måneder, hvorefter han brugte pengene til at rejse for resten af året.

Giv din Vurdéring af artiklen :

dårlig

god