|
|
|
Friske og veludhvilede tog vi af sted til Universal Studios. Det er bedst at komme tidligt om morgenen, så man undgår de lange køer. Vi tog subwayen fra Hollywood Boulevard, der kører hele vejen ud til studierne. Det sidste stykke af vejen havde Universal Studios en trolley til at pendle frem og tilbage i hele åbningstiden.
Vi havde taget en rabatkupon med, så vi kom ind for 30 dollars, hvor det ellers kostede 40 dollars. På den anden side af indgangen blev vi mødt af store torve med alverdens butikker og spisesteder. Du føler allerede, at du befinder dig i en helt anden verden.
Vi blev udstyret med et kort over området og gik så i gang med at udforske det. Vi startede i Back to the Future, hvor du kommer med ud på en tur i den berømte fremtidsbil. Vi blev sat i en roterende bil, hvor skærmen foran lavede 3D effekter, der virkeligt føltes ægte. Vi fløj igennem rummet, vulkaner, ild og vand. Det var drønende sjovt. Jeg tror, at det var en af Mettes favoritter.
Bagefter var vi en tur inde og besøge Terminator. Vi sad i en kæmpe stor biografsal udstyret med 3D briller og lignede et par biller. Under filmlærredet var der en scene, hvor skuespillet skiftevis foregik det ene sted så det andet. Det vil sige at skuespillerne sprang ud fra lærredet for så senere at springe ind igen. Jeg var virkelig imponeret over det storslåede skuespil og alle effekterne. Du føler hele tiden, at du selv er midt i handlingen pga 3D effekterne. Flere gange tog vi os selv i at sidde og vifte med armene for at holde uhyrerne væk. Hele salen må have set total skør ud, når vi sad og viftede med armene som et par edderkopper.
Et andet sted lavede de et show om alle de special effekter, der bliver brugt i film. De afslørede alle tricksene. Vi så, hvordan det filmes, når mennesker falder ned fra bygninger. Eller hvilke effekter der bruges for at fremhæve blod på sort-hvid film. Farven fra almindeligt teaterblod fremstår ikke kraftigt nok, så i stedet bruges der chokolade. De afslørede de fleste af de tricks, der er med til at skabe selve filmen. De er ikke kede af at afsløre alle deres illusioner.
Alle shows i Universal Studios var storslåede. Water World var helt utroligt imponerende... og utroligt vådt. Her genskabes scener fra filmen, hvor du får mulighed for at se, hvad deres kulisser er i stand til. Vægge vælter, ting eksploderer og mennesker, der leverer top skuespil.
Det er også muligt at nyde en bid af top skuespil i The Wild West, hvor stuntmænd og en enkelt kvinde springer rundt, slås og falder ned fra tagene. I starten af The Wild West, når folk er ved at finde en plads, kommer Charlie Chaplin på besøg og driller de intetanende folk, der prøver at finde en plads i trængslen. Det er kun de folk, der allerede har fundet en plads, der kan sidde roligt i fred og nyde Chaplins udspekulerede drillerier. De folk, der er ved at finde en plads er alle i fare for at blive udsat for hans spøgerier.
Vi tog ud til Universal Studios på en hverdag, hvilket var meget heldigt, for vi undgik de timelange køer ved hver attraktion. Køerne kan dog aldrig blive flere kilometer lange, da hver af deres show kan have 2000 gæster. Det er helt sikkert værd at besøge studierne. Hvor ellers kan du få det samme indblik i de film, som du ser i biograferne?
Vi var stadig friske efter en lang og spændende tur, så vi tog igen i byen på jagt efter berømthederne fra Hollywood. Der var jo størst mulighed for at møde de rige og kendte på en hverdag, hvor de kan gå mere i fred.
Vi havde næsten heldet med os, idet LAs baskethold havde vundet mesterskabet og festede på et af diskotekerne på Hollywood Strippen. Udenfor holdte der kæmpe limousiner, tv-hold stod klar med fingeren på play, hvis de skulle komme ud. Politiet havde afspærret området og vejen, så ingen fik lov til at komme tæt på, gå eller køre forbi stedet. Desværre kom der ingen ud, imens vi var der.
|
|
|
|