Vi var kommet i seng klokken halv fem om morgenen, men alligevel vågnede vi ved 8 tiden.

Efter at have spist morgenmad gik vi på nettet, som er gratis at bruge på hostellet. Aftenen før havde vi mødt den brasilianske udgave af "Nightleif", som havde taget billeder af os. Vi havde ikke selv haft kamera med, da vi havde været ude at se Carambole. Vi downloadede billerne, som kan ses her på hjemmesiden.

Det var ved at være tid til at få vasket tøj igen. For at undgå at mere hvidt tøj blev lyserødt fik vi en fra hostellet til at følge med hen til vaskeriet, så hun kunne forklare det for os. Vi kunne få tøjet tilbage samme dag klokken 17, og det ville koste 21 reais for to store poser med tøj.

Gaderne i Salvador er indrettede sådan, at man kun kan købe en bestemt ting i hver gade. Nogle steder sælger de kun tæpper og stoffer og i andre reservedele. Vi gik ned i gaden med tøj, men det kan være svært at finde noget, som man også kommer til at gå med derhjemme. Honny købte et mere Hugo Boss ur fra en gadehandler for 10 reais.

Da vi var kommet et godt stykke væk fra, hvor vi bor og ikke gad at gå tilbage, tog vi en taxi hen til en restaurant. Det viste sig at den la ved siden af Aeroclube, som var det første drikke-sted, vi var aftenen før. Her gik vi ind på den mexikanske restaurant Cancun, hvor der var en buffet til 15 reais pr. mand. Det smagte godt, men det lignede ikke det mad, vi normalt forbinder med Mexico.

Vi var lidt trætte efter den korte nattesøvn, så vi tog tilbage til hostellet for at sove lidt. Vi ville være friske til om aftenen, da der hver tirsdag er byfest. Festen er centreret omkring den historiske del af Salvador, som er området, vi bor i. Vi skulle bare træde ud af døren, så var vi midt i festen.

Et amerikansk par skulle se en opvisning i kampdansen, Conrolei, tæt ved, så vi fulgte med. Conrolei stammer tilbage fra slavetiden, hvor slaverne ikke måtte forsvare sig med hænderne, hvis de blev slået. Det siges, at de udviklede denne forsvarsteknik, som går udpå, at de står på hænder og svinger rundt med benene i luften som møllehjul. Opvisningen foregik på en af deres træningsskoler og kostede kun 10 reais. Det var vildt flot at se med helt utrolige spring.

Bagefter gik vi ud i byen for at se festen. Der var en masse boder, hvor man kunne købe deres meget populære Caprihini og prove deres lokale madspecialiteter. Der var også opsat scener, hvor bands spillede, og folk dansede. Vi prøvede noget lokalt mad og endte med at spise os mætte på en restaurant, hvor man betaler pr. kilo.

Festen havde tiltrukket mange mennesker - men også mange fattige. Der var politi over det hele - ca. hver 10. meter står der politi hele dagen og hele natten. De står bl.a. ved enderne af gaderne, så turister ikke kan komme til at gå ned af en "forkert gade".

Pa et tidspunkt måtte vi have lidt hjælp fra en politimand, da en tigger blev temmelig nærgående ved Honny og ville ikke gå sin vej. Politiet var der straks og fik ham væk. På den måde er det meget sikkert at være her, da man aldrig er alene. Men det er utroligt, at det er nødvendigt med så meget politi.