|
|
|
Vi vågnede tidligt - med dyrene. Hanen stod meget tidligt op, selvom det ikke er normalt i Brasilien. Folk står først op ved 9 tiden.
Vi gik ned for at spise morgenmad, som bestod af flutes, forskellige slags frugter og friskpresset juice.
Vores Pusada kunne skaffe os 10% rabat på en bådtur ud til den blå lagune og andre strande og øer, så vi bookede igennem dem.
Klokken ti afgik båden nede fra havnen, og turen ville vare indtil klokken 16.30. Der var desværre ikke nogen, der talte engelsk om bord på båden, så vi forstod intet af, hvad de fortalte om, de steder vi kom hen. Det var lidt en skam, men de er ikke vant til engelsktalende turister, så vi måtte tage til takke med de få ord, som vi forstod.
De forskellige øer, som vi sejlede rundt til, var utrolige flotte - helt tildækkede af regnskove.
Da vi nåede den blå lagune, stoppede båden, så vi kunne komme ud at snorkle blandt de mange fisk og søstjerne.
Som sagt var der ikke nogen, der talte engelsk, så da vi skulle vælge, hvad vi ville spise til middag fra et menukort udelukkende på portugisisk, måtte vi bare lukke øjnene og lade fingeren falde ned på en tilfældig ret - det blev blæksprutteringe med ris og sorte bønner, 35 reais i alt.
Om aftenen gik vi hen på en restaurant, der havde tilbud på nogle retter - kun 8 reais. Det viste sig også, at pris og kvalitet hænger lidt sammen.
Vi faldt i snak med nabobordene, hvoraf det ene par kom fra Rusland men var bosat i Canada. Manden var matematik professor og kendte til Århus Universitet. Ved det andet bord sad nogle fyrer fra Holland, som også havde prøvet at blive overfaldet i Rio, så vi har vist været heldige.
På vej tilbage til vores Pusada kom vi forbi en bar, som så rigtig hyggelig ud. Der er ellers mest gang i øen i weekenderne, hvor brasilianerne tager derud for at slappe af. Inde på baren fik vi serveret meget stærke drinks, som kunne slå selv de mest hærdede ud. Der er ca. 6 cl spiritus i hvert glas.
|
|
|
|