Cancun, Mexico: All-inclusive-hotel i Cancun 
  Torsdag den. 05-02-2009

Dagen i dag byder på all-inclusive overnatning på et 4 stjernet hotel i Cancun, som har et stort udvalg af hoteller med denne service. Vi har valgt et hotel tæt ved lufthavnen, da vi flyver til Florida, USA, i morgen.

Desværre fandt vi nogle anmeldelser af hotellet efter, at vi havde booket overnatningen. Tidligere gæster har haft en blandet oplevelse, hvorfor vi ser frem til at danne vores egen mening omkring dette sted. Det er altid muligt at tjekke anmeldelser af et hotel på www.tripadviser.com.

Vi har ikke tidligere prøvet at bo på et hotel, der har all-inclusive. Vi glæder os meget til oplevelsen. Vi tror dog ikke, at det er noget, vi får hang til i fremtiden, da vi foretrækker at prøve forskellige restauranter hver gang. På den måde oplever man også mere af kulturen.

Check-in var kl. 15, men man kan benytte faciliteterne allerede fra kl. 13. Værelset er bare ikke klar før, så bagagen kan opbevares i receptionen. Der er adgang til pool, bordtennisbord, lækker strand, fri poolbar og fri snack hele dagen. Alle cocktails, vin og øl kan bestilles hele dagen, som man har lyst. Derfor er det utrolig nemt at nå at blive fuld flere gange i løbet af dagen.

Der serveres mad 3 gange om dagen i restauranten, som desværre var lidt lille, hvorfor der godt kunne være ventetid på et bord.

Fra 07-11 serveres morgenmad, som er en stor buffet med kolde og varme retter. En blanding af lokale og udenlandske specialiteter.

Fra 13-16 serveres en frokost buffet med 3 slags kød - kylling, oksekød og fisk. En simpel buffet, som ikke er overvældende eller imponerende.

Fra 18-23 serveres aftensmad. Her pyntes restauranten lidt op. Udvalget i buffeten er udvidet og ganske god. Dog er det ikke en oplevelse, som din mave eller øjne vil huske på i lang tid.

Folk danser og drikker om aftenen ude ved poolbaren. Folk er i godt humør. Cocktailsene er gratis og farvestrålende.

Langs hele stranden i Cancun, er der bygget store ressorts, så det kan være svært for folk inde fra byen at finde ned til stranden. Enten skal man gå igennem receptionen i de forskellige hoteller, eller også skal man lede efter de få veje, som fører ned til vandet.

Overnatning - Solymar Beach Resort, Cancun, Mexico
Adresse:Boulevard Kukulcan Km. 18,7, Zona Hotelera , 2 sec
Godt:Stranden er god. Værelset er stort og fint.
Skidt:Hotellet har fået mange dårlige anmeldelser grundet maden. Vi må give anmeldelserne ret i, at man ikke skal vælge dette hotel for at forkæle sine smagsløg.
Karakter:5   Pris:   705,43 kr. (121 USD) for et dobbeltværelse
Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god